menu_2
quality_4

Lædermøbler
Lædermøbler er populære, og det er ikke uden grund : Læder er næsten uopslideligt, det kræver kun lidt vedligeholdelse, og mange lædermøbler bliver smukkere, jo ældre de bliver. Men køb af lædermøbler er ikke nogen enkel sag. Møblerne findes i vidt forskellige prislag, og for en ikke-fagmand er det svært at se, hvad man egentlig får for pengene.

Fremstilling af møbellæder
Møbellæder er som regel fremstillet af kvæghuder (okse, kalv eller bøffel). Det er ikke afgørende for læderets kvalitet eller brugsegenskaber, om det stammer fra det ene eller det andet af disse dyr. Derimod har det betydning, at garvning, farvning og en eventuel overfladebehandling er udført rigtigt. Garvning er den behandling, læderet får for bl.a. at bevare det blødt og smidigt.

Kromgarvning
Kromgarvning er den mest anvendte. Kromsaltene giver læderet en grønlig farve. Efter garvningen farves læderet med anilinfarvestoffer. Det bliver oftest gennemfarvet, så de småridser, møblerne får i brug, ikke ses så tydeligt. Anilinfarven trænger ned i læderet uden at dække over den oprindelige struktur. Det kromgarvede og anilinfarvede læder kan nu bruges til møbler, som det er, eller det kan behandles yderligere med et lag dækfarve eller anden overfladebehandling.

Anilinfarvet læder uden overfladebehandling har stadig læderets naturlige udseende og meget bløde overflade. Det er behageligt at sidde på, fordi læderets naturlige struktur ikke er lukket af nogen form for overfladebehandling - overfladen kan "ånde". Til gengæld har det den ulempe, at det let tager mod pletter, fordi overfladen er ubeskyttet. Det har desuden en begrænset lysægthed, så farven vil efterhånden falme mere eller mindre. Det er altså ikke en fejl, når det anilinfarvede læder falmer, men en naturlig egenskab for denne lædertype. Møbler med anilinfarvet læder uden overfladebehandling er som regel meget dyre, fordi kun de pæneste stykker læder kan bruges.

Læder med overfladebehandling (dækfarve) er ikke så sart i brug. Dækfarven ligger som et lag på overfladen og hindrer snavs og pletter i at trænge ned i læderet. Jo mindre dækfarve, der er brugt, jo mere blødt og smidigt er læderet. Til gengæld giver et kraftigt lag dækfarve bedre beskyttelse mod pletter. Hvis der er brugt så meget dækfarve, at læderets overflade er helt tæt, kan det føles ubehageligt at sidde på - man føler sig fugtig bagpå.
Læder med dækfarve vil efter en årrække (5-20 år) begynde at krakelere, fordi farvelaget ganske langsomt hærder. Jo kraftigere dækfarve, jo tidligere vil krakeleringen begynde. Det er en naturlig proces for denne lædertype, og den forringer ikke læderets slidstyrke eller andre egenskaber. Begynder krakeleringen derimod allerede inden for det første år (ved normal brug), er der tale om en fejl.
Farvens lysægthed kan variere en del, men vil dog normalt være noget bedre end for læder uden overfladebehandling. Det er ikke muligt at kontrollere lysægtheden selv, så man må spørge forhandleren.

"Antikfarvning" eller "patinering" er en speciel form for farvning. Oven på dækfarven lægges et ekstra lag farve i en lidt mørkere nuance. Det yderste farvelag slides hurtigt af på de mest udsatte steder, så møblet kommer til at virke slidt. Det må være en selvfølge, at forhandleren gør opmærksom på, at et møbel er antikfarvet, så kunden selv kan tage stilling til, om han ønsker en sådan kunstig ældning.

Vegetabilsk garvning
Vegetabilsk garvning anvendes fx til platlæder, som kendes fra safaristole. Garvningen sker bl.a. med træbark og planteekstrakter. Vegetabilsk garvet læder er oftest ufarvet, men fås dog også i enkelte farver. Læderet har nogenlunde samme egenskaber som anilinfarvet læder uden overfladebehandling : Det naturlige udseende er bevaret, og det er behageligt at sidde på, men det tager let mod pletter, og farven bliver mørkere pga. lysets påvirkning.

Ar i læderet
De fleste stykker læder vil have nogle mærker, fx ar efter rifter og skrammer, som dyret har fået, mens det levede. Det betyder ikke noget for læderets holdbarhed, når rifterne er helede, og nogle mærker på et lædermøbel må accepteres, (afhængig af lædertype og anvendelse). Skindene bør dog være sorterede og skåret til, så større mærker ikke sidder på iøjnefaldende steder.
Lædermøblerne laves ofte på bestilling, så det er ikke givet, at eventuelle mærker sidder på samme sted på det møbel, man får hjem, som på det, man så i forretningen.

Betræk af småstykker
På nogle lædermøbler er betrækket syet sammen af mindre stykker læder. Det kan give et billigere møbel, fordi det giver mulighed for at bruge alle småstykker, så huderne udnyttes mere effektivt. Men da læderstykkerne stammer fra forskellige huder og derfor ændrer sig forskelligt i brug, vil møblet efterhånden få et uensartet udseende. Desuden er de mange sømme svage punkter, og farven slides hurtigere ved sømmene.

Plast og læder
En anden måde at holde en lav pris på et lædermøbel er at sætte plastbetræk (fx skai) på en del af møblet. En typisk kombination er læder på sæde, ryg og armlæn og plast på ydersiden af møblet.
Der er for så vidt ikke noget forkert ved denne sammensætning, hvis man vel at mærke får oplysning om det ved købet, så man ved, hvad det er, man betaler for. Det kan være svært at se forskel, da de to materialer ligner hinanden meget på et helt nyt møbel. Der vil dog efterhånden blive en tydelig forskel. Læderet ændrer sig i brug - får en naturlig patina - mens plasten beholder det oprindelige udseende.

Læder look
Læder look ligner ægte læder, men det er et kunstprodukt. Læder look består af et tekstilmateriale, som er belagt med et plastlag (polyurethan eller PVC).
Møbler med betræk af læder look er noget billigere end ægte lædermøbler. Læder look i dårlige kvaliteter kan give problemer, fordi overfladen skaller af eller revner efter få års brug.

Knirkende lædermøbler
Vegetabilsk garvet læder vil altid knirke noget i brug. Det er en naturlig egenskab for denne lædertype og skyldes, at der efterlades større mængder garvestoffer i læderet ved vegetabilsk garvning end ved kromgarvning. Knirkeriet kan aftage lidt efterhånden, men forsvinder ikke helt.

Kromgarvet læder knirker normalt ikke noget af betydning. Hvis et møbel med kromgarvet læder knirker meget, kan det skyldes voks i overfladebehandlingen. Det er ikke muligt selv at fjerne en generende knirken, så hvis den ikke fortager sig i brug, må der reklameres til forretningen.

Vedligeholdelse af lædermøbler
Hvis lædermøblerne behandles ordentligt, holder de sig pæne i årevis og kræver meget lidt rengøringsarbejde. Læder er i almindelighed slidstærkt, men cowboytøj og andre hårde og grove stoffer kan slide kraftigt på læderet, og hårde og skarpe ting (spænder, knapper, tasker, legetøj osv.) kan kradse overfladen op. Det samme gælder hunde- og katteklør.
Desuden kan det gå hårdt ud over møblerne, hvis læderet ofte udsættes for direkte kontakt med varm, fugtig hud (bare ben på varme sommerdage).
Lædermøbler skal helst ikke stå i direkte sollys. Læder med ringe lysægthed vil falme, og på læder med dækfarve vil sollyset få krakeleringen af overfladen til at begynde hurtigere. Hvis møblerne står tæt ved radiator, pejs eller brændeovn, vil varmen også fremskynde krakeleringen.
Ved den almindelige rengøring skal der kun tørres støv af på lædermøblerne. Brug en støveklud, ikke børste eller støvsuger, som kan ridse overfladen.

Læder med overfladebehandling (dækfarve) : Er der kommet en plet på læderet, fjernes den med en klud vredet op i rent, lunkent vand. Der gnides efter med en tør, blød klud. Er læderet blevet meget snavset, kan det tørres over med en klud vredet op i lunkent sæbevand (1 dl sæbespåner til 5 l kogt vand). Der tørres efter med en tør, blød klud.
Hvis det dækfarvede læder virker mat og udtørret, kan det behandles en ekstra gang med lidt kraftigere sæbespånevand (1 dl sæbespåner til 2 l kogt vand). Tørres efter med en blød klud.

Læder uden overfladebehandling (naturfarvet læder, anilinfarvet læder uden dækfarve) tager let mod pletter, fedtstof fra huden osv., og det kan som regel ikke fjernes. De første pletter på et nyt møbel kan se slemme ud, men efterhånden vil det almindelige brugsslid jævne dem ud til et mere ensartet udseende.
Er overfladen blevet direkte snavset, så en grundigere rengøring er absolut nødvendig, kan læderet tørres over med en klud vredet hårdt op i rent, koldt vand. Hele fladen skal tørres over for at undgå skjolder, og der tørres efter med en tør, blød klud.
En helt frisk plet kan muligvis fjernes med en klud vredet op i fedt sæbevand (1 dl sæbespåner til 2 l kogt vand). Hele fladen tørres over, og der tørres efter med en tør, blød klud. Ældre pletter kan ikke fjernes.
 

Hanberg’s Møbler - Ravnebjergvej 2 - DK-5953 Tranekær - Tel: +45 6259 1545